Da Sex and the City ændrede verden

En hyldest til tv-serien, der styrker kvinder med selvrespekt, sex og smukke sko

Da Sex and the City ændrede verden header image 3
Rikke, 41 år, IT-projektleder
Er single
Bor i København


”Er du klar over, hvor tit de spiser i den serie?!”

Hvad er dit forhold til Sex and the City?

”Min veninde introducerede mig for Sex and the City under et flere timer langt stop i Bangkoks lufthavn for seks år siden. Der var kavalkade på en kanal, vi kunne forstå, så jeg sprang vel direkte ud i en otte-ti afsnit. Siden har jeg været rigtig glad for serien. Jeg kan ikke se TV3, men jeg har købt de to sidste sæsoner, og så bytter jeg med mine veninder ind i mellem. Jeg har set alle afsnit ret mange gange. Og så har jeg selvfølgelig set filmen et par gange.”

Hvad kan du godt lide ved serien?

”Først og fremmest har serien en stor underholdningsværdi i gennem portrættet af de fire forskellige kvinder og deres måder at diskutere de sociale normer. Jeg nyder især deres vittige dialoger og leg med ord og vendinger. Desuden elsker jeg den visuelle stimulering, New York bidrager med i baggrunden. Og så er jeg egentlig også glad for at studere deres stil rent modemæssigt.”

Hvad er et dit yndlingsafsnit?

”Det er det, hvor Berger slår op med Carrie på en gul post-it, og hun senere ryger en joint, bliver snuppet af politiet og ender med at få grineflip. Jeg synes, det er sjovt at se hende, der ellers har så meget styr på det hele, miste kontrollen. Og man må sige, at hun har fortjent det i det afsnit.”

Hvad har Sex and the City betydet for dig?

”Det var nyt for mig at se andre, der har lige så meget lyst til at købe rigtig mange sko, som jeg har. Jeg tænkte, ’Ok, det er faktisk en lidelse, man kan have. Det er jo meget belejligt, at man kan se sådan på det. Og så lignede kvindernes forhold til i serien årrække rigtig meget mine og veninders situationer med mænd. Vi synes, at mænd er lækre og vigtige, og vi taler meget om dem, men i praksis fylder de langt mindre end de relationer, vi har til hinanden.”

Hvad kan man som kvinde – og mand – lære af Sex and the City?

”Om serien ligefrem er lærerig for en gennemsnitlig europæisk kvinde eller mand, det er jeg usikker på. Budskaberne er så utrolig enkle: Venner er det vigtigste, derefter at få succes på jobbet … og mad! Er du klar over, hvor tit de spiser i den serie?”

Hvad tror du, at Sex and the City har påvirket mest i vores kultur i dag?

”Jeg har spekuleret på, hvordan det er gået til, at jeg og andre normale, hårdtarbejdende, intelligente kvinder pludselig nærmest kan gældsætte os for at få et par sko til 6.000 kroner eller en taske til 10.000. Har det noget med Sex and the City at gøre, eller er det ti års solidt økonomisk opsving og forbrugsfest, der har gjort udslaget?”

Har serien gjort noget positivt eller negativt?

”Måske kan den forholdsvise åbenhed om sex være med til at give mere ligestilling på lagnerne. Selv er jeg vokset op med en formaning fra min mormor, der sagde, ’pas på du ikke bliver et forsuttet bolsje’, som hun så klamt udtrykte det. For at være helt ærlig ville jeg gerne lære at have mere af Samanthas seksuelle drivkraft, og måske har serien rystet den seksuelle frihedspose lidt fri af mølædte forestillinger om, at mænd er til ’one-night-stands’, mens kvinder helst holder sig til nogle få ’one-life-stands’.”

Kan du bruge Sex and the City til noget konkret?

”Jeg kan godt finde på at ’læne’ mig op af en episode eller bemærkning i serien, hvis jeg en sjælden gang i mellem synes livet er lovlig hårdt, og jeg er alene, uoplagt, grim og småsur. Så tænker jeg på Samantha og på hendes ukuelige optimisme, hendes evne til at tage fat i nosserne på livet med et kæmpe overskud og til få noget godt ud af enhver situation.”